Den canadiske popstjerne Justin Bieber havde så svært ved at trække vejret under en koncert i London torsdag aften, at han faldt om på scenen.
- Justin er på vej til lægen nu, lyder det fra sangerens talskvinde Melissa Victor omkring midnat lokal tid.
- Han besvimede og tog 20 minutters pause og fik tilført oxygen, fortsætter hun.
Efter pausen vendte 19-årige Bieber tilbage til scenen og færdiggjorde showet, og hans repræsentanter siger, at han var okay.
- Justin hev efter vejret, og han havde klaget over det gennem hele showet, siger Biebers manager, Scooter Braun, i videoer på nettet.
Hans talskvinde siger, at "Baby"-sangeren så stort på lægens råd om at stoppe koncerten og i stedet vendte tilbage til scenen i Londons O2 Arena.
Sangeren havde ikke problemer med helbredet før showet, tilføjer hun.
Mange af hans millioner af fans mener, at Bieber måske trænger til at tage en slapper fra sit travle popstjerne-liv, for på Twitter skriver adskillige af dem med hashtag "justintakeabreak" - Justin tag en pause.
Biebers koncert var den tredje ud af fire i streg i London i den europæiske del af hans udsolgte "Believe"-verdensturné.
/ritzau/Reuters