Der ligger ikke en uudtømmelig stak af velskrevne popnumre i den amerikanske sangerinde og sangskriver Lana Del Reys kommode.
Sangerinden har nemlig ikke altid lige nemt ved at nå ind til sin kreative muse, og derfor har hun da heller ikke på nuværende tidspunkt nogen anelse om, hvornår hendes næste plade kommer på gaden. Det afslører hun til Rolling Stone.
- Når folk spøger mig om det, bliver jeg bare nødt til at være ærlig - jeg ved det virkelig ikke, siger hun.
- Jeg har ikke lyst til at sige: "Ja, helt sikkert - det næste album bliver bedre end det første", for jeg kan ikke rigtig høre en ny plade for mig. Min muse er meget usikker. Hun kommer kun til mig lejlighedsvist, og det er irriterende, fortsætter den 27-årige Del Rey.
En del af forklaringen kan måske være hendes store og næsten øjeblikkelige succes, der hurtigt fik det meste af verden til at rette blikket mod hendes talent.
- Det er sværere at være observatør, når folk kigger på dig. Du bliver nødt til at gå længere ind i dig selv, fordi verden udenfor bliver et sværere sted at trække på, fortæller Lana Del Rey.
Selvom debutpladen "Born to Die" ikke var nogen uimodsagt anmelderdarling, er det siden udgivelsen lykkes pladen at opnå placeringer nær toppen af de amerikanske hitlister. Singlen "Summertime Sadness" er indtil videre solgt i 1 million digitale eksemplarer.
Newspaq