I storbyen Cairns er fuglene forsvundet. Ligesom mange af byens beboere er flygtet i takt med, at himlen blev mørkere og mørkere.
Cairns ligger i det nordlige af staten Queensland. Samme stat som blev ramt af forfærdelige oversvømmelser omkring nytår. Og nu er cyklonen Yasi på vej.
Ifølge australske medier er landets regering stoppet med at evakuere. Indbyggerne i de ramte områder må derfor blive indendøre.
Og det er nok en god ide, for udenfor svarer cyklonens vindstyrke til at stille sig op på taget af en bil, der kører 300 km i timen.
Cairns-indbyggerne Natasha Spillard og Christie og Sean Stoddart har dog selv valgt at blive hjemme og vente på cyklonen.
Sammen med Natashas tre børn fra halvandet til seks år vil de bogstaveligt talt ride stormen af i et vaskerum, der kun er på størrelse med en enkeltmandseng.
De syntes, det virkede klogere at blive hjemme og forskanse sig med dåsemad og tiltapede vinduer, end at flygte.
"Hvor flygter man hen, når cyklonen er 600 km på tværs? Hvilken vej vælger du?" spørger Christie Stoddart.
De er klar over, at evakueringscentrene indtil for kort tid siden også var en mulighed.
"Men der hersker kaos. Der er skrigeri og panik," siger Christie Stoddart.
Man har ikke tal på, præcis hvor mange australiere er fanget i deres hjem. Men der er tale om mennesker i titusindvis.
Den australske regering har advaret om, at folk vil være på egen hånd, når cyklonens hærger. Det skriver Perth Now.
I Cairns sidder Christopher Breston på et evakueringscenter. Ligesom næsten 11.000 andre mennesker i den nordlige Queensland-region.
"Folk er begyndt at blive panikagtige," siger Breston til den australske avis The Herald Sun.
Både evakuerede australiere, og de, der er i egne hjem, må være tålmodige i mindst 24 timer. Før regner man ikke med, at Yasi stopper sin hærgen.
Kilde: The Herald Sun
Kilde: Perth Now