Han var ikke til stede ved formiddagens grundlovsforhør, fordi han fortsat er indlagt på hospitalet.
Men den 50-årige familiefar, der i går knivdræbte hele sin familie, er nu blevet varetægtsfængslet i fire uger.
Det oplyser politikommissær ved Midt- og Vestsjællands Politi, Klaus Munk Nielsen, til Nyhedsbureauet Newspaq.
Under retsmødet kom det frem, at den 50-årige efter at have slået sin hustru og sin 18-årige datter ihjel, satte sig ved sin computer og skrev et afskedsbrev, skriver bt.dk.
I brevet fortalte manden blandt andet om et liv med stress, depression og spilafhængighed.
"Jeg har altid følt mig forkert, og økonomien er gået fløjten," stod der.
Også ægteskabet med hustruen var problemfyldt.
"Jeg har aldrig været rigtig glad," skrev manden og rundede brevet af:
"Jeg har sådan en dårlig samvittighed, fordi jeg har spildt mit liv og ødelagt andres. Jeg håber, I vil tilgive mig."
Efter at have skrevet brevet hentede han sin 12-årige datter fra skole. Da hun overlevede den påkørsel, faderen foretog op i en parkeret lastbil, dræbte han hende efterfølgende med en hobbykniv, som politiet fandt mellem bilsæderne.
Forinden havde han tilsyneladende gennembanket sin hustru og stukket hende ihjel. Og da han først havde gjort det af med hende, så han ingen anden udvej end også at dræbe sin to døtre.
Politiet er fortsat i gang med tekniske undersøgelse på gerningsstederne og yderligere afhøringer.
"Og så skal vi i kontakt med hospitalet, så vi hurtigst muligt kan få ham fremstillet i et nyt grundlovsforhør," siger politikommissær Klaus Munk Nielsen til Newspaq.