Peter er familiefar, har fast arbejde, og så er han glad for prostituerede. Peter er en fiktiv figur, som optræder på plakater, go-cards og annoncer i ny kampagne mod prostitution.
Bag kampagnen står Københavns Kommune. Formålet er at hjælpe mænd med hang til betalingssex med at holde sig væk fra massageklinikkerne og punktere myten om den lykkelige luder.
»Det er en bekvem illusion, at kvinder i prostitution ikke lider fysisk og psykisk overlast,« mener overborgmester Ritt Bjerregaard (S), der ønsker at gøre opmærksom på de fysiske og psykiske skader, prostitutionen forvolder kvinderne, og få danske mænd til at droppe betalings-lagnerne.
Kampagnens hovedfigur, Peter, er modelleret efter den typiske prostitutionskunde, som i de fleste tilfælde er en helt almindelig familiefar. Ifølge undersøgelser har 14 procent af de danske mænd på et tidspunkt købt sig til sex, og hver tredje har haft pengepungen fremme mere end 12 gange. Omkring halvdelen af prostitutionskunderne er gift eller lever i et fast parforhold.
Kampagnen skal udbrede kendskabet til en rådgivningslinje, som prostitutionskunder kan ringe til. Ifølge konsulent Majken Wiingaard fra Kompetencecenter Prostitution har de fleste af de mænd, der går til prostituerede, dårlig samvittighed over deres dobbeltliv. Og i mange tilfælde kan deres hang til betalingssex sammenligenes med et misbrug af alkohol eller stoffer:
»Vi har mødt en afhængighed hos nogle kunder. For dem handler det ikke bare om at købe sex, men om hele set up?et med at gå på hjemmesider og finde klinikker. Når så de har været sammen med en prostitueret, er det et antiklimaks. De siger: ?Jeg gør det aldrig mere? og vender så alligevel tilbage. Derfor er der tale om en afhængighed,« siger Majken Wiingaard.
Ifølge hende har undersøgelser fra Sverige vist, at rådgivningssamtaler med mændene kan få nogle af dem til at holde sig væk fra massageklinikkerne:
»Dem, der ringer til os, er mænd, der har det svært, fordi de lever det her hemmelige liv med løgnehistorier og ikke fortæller konen om det. Hovedpointen er, at det er almindelige mænd i faste forhold. Vi vil gerne hjælpe de mænd, som gerne vil have hjælp til at lade være,« siger hun.
Det anslåes, at der findes omkring 4.730 prostituerede i Danmark.