Familien til den somaliske mand, der forsøgte at overfalde Kurt Westergaard med en økse, forsøger nu at forklare, hvorfor det gik så galt.
Både ekskonen og søsteren til den anholdte mener, at PET har en stor del af skylden for overfaldet. Det skriver tv2.dk.
De fortæller begge, at PET i 2006 forsøgte at hverve manden til at blive meddeler, og efter dette blev han mere og mere deprimeret.
Ekskonen fortæller, at PET havde oplysninger om somalieren, som ikke var rigtige.
"Politiet mente, at han havde deltaget i krigshandlinger i Somalia mod etiopiske styrker, og at han rejste frem og tilbage for at deltage i krig. Men han havde kun været i Somalia i 2005 for at besøge familien," siger Muna Hassan Abdi.
Søsteren til den 28-årige terrormistænkte mener, at PET pressede hendes bror, og det påvirkede ham meget.
"Han har mange gange sagt til mig, at han var meget stresset," siger hun til TV2.
Mandens advokat bekræfter, at det er de samme oplysninger, som han har fået.
PET har foreløbig ikke nogen kommentarer til udtalelserne.