Et eller fredeligt middagsmåltid hos familien Nybø tog lidt af en drejning, da en metalsprøjte pludselig dukkede op i den skinkesteg, familien havde på tallerkenerne.
Det skriver det norske medie Bergens Tidende.
"Da vi var ved at være færdige med at spise, skulle jeg skære et af de sidste stykker i mindre bidder. Men pludselig stødte kniven på noget hårdt, der gav en metallisk lyd. Jeg tænkte, at det ikke kunne være et ben, men jeg vidste det jo ikke," siger far Sigurd Nybø.
Men da han og resten af familien fik kigget nærmere på genstanden, mente de, at det måtte være en metalsprøjte.
Og ganske rigtigt. Den daglige leder i Nordfjord Kjøtt, der har produceret svinekammen, bekræfter, at familien har fundet en metalspids, der bruges til at sprøjte saltlage ind i kødet under produktionen.
Efter at have set billeder af familiens fund beklager han hændelsen.
"Den kommer fra vores produktion. Det er sådan noget, der ikke må ske, men som alligevel skete her," siger Geir Egil Roksvåg og fortsætter:
"Det er vældigt kedeligt, at familien her får ødelagt et måltid på grund af en fejl, vi laver," siger han og forsikrer, at producenten vil gardere sig mod en lignende hændelse i fremtiden.