Historien blev slået stort op i Se og Hør.
'Bryllups-middagen tæt på aflysning', skrev ugebladet, der kunne fortælle at prins Joachim og prinsesse Marie Cavalliers bryllup var ved at ende i en skandale, fordi tjenerne ville henholde sig til rygeloven og nægte at servere, hvis Dronningen begyndte at ryge under middagen.
Men historien er det pure opspind, siger bryllupskoordinator Jens-Peter Skov til Avisen.dk.
- Jeg blev rimelig rystet, da jeg læste historien i SE og Hør. Der har aldrig været det mindste optræk til, at tjenerne ville nedlægge arbejdet. Joachim aftalte allerede tidligt med mig, at der ikke måtte ryges under middagen, kun uden for teltet, og det respekterede Dronningen selvfølgelig også. Hun røg slet ikke hele aftenen, siger Jens-Peter Skov til Avisen.dk
En ren and
Også leder af brylluppets kokke-team Per Mandrup afviser Se og Hørs historie.
- Der er ikke et gran sandhed i den historie. Det er en ren and, siger Per Mandrup.
Ifølge Jens-Peter Skov var tjenerne også fuldstændig med på at servere, hvis Dronningen alligevel skulle have trodset sin søns rygeforbud.
- Hvis Hendes Majestæt tændte en cigaret, havde jeg på forhånd briefet tjenerne om, at de skulle sætte 200 askebægre ind på bordene. Og det var der ingen der protesterede imod, siger Jens-Peter Skov.
Hos Se og Hør er webredaktør Per Kuskner nu gået i gang med, at undersøge om historien skal trækkes tilbage.
- Det er klart, at hvis vores tjener-kilde har været lidt for farverig i sin fremstilling af sagen og det hele er grebet ud af den blå luft, så må vi ud og afkræfte. Vi vil gerne være så troværdige som muligt, siger Per Kuskner til Avisen.dk.