Efter 15 forskellige skyderier mod udlændinge i den sydsvenske by Malmø er der nu en sms i omløb blandt byens borgere, som advarer folk med mørk hud mod at færdes ude efter mørkets frembrud.
På et pressemøde fredag formiddag gjorde det svenske politi det klart, at det ikke er det svenske politi, der er afsender af sms'en, selvom det ellers fremgår af beskeden.
"Jeg vil slå helt tydeligt fast, at det ikke er politiet, som sender de her sms'er ud. Men vi forstår, at det skaber en del uro blandt især ungdommen, som får de her sms'er," sagde efterforskningsleder Börje Sjöholm ved pressemødet.
Politiet er endnu på relativt bar bund i sagen om de mange skyderier, hvor to kvinder så sent som i aftes blev ramt af skud affyret gennem vinduet ind til en lejlighed. Men de vurderer, at der er tale om en mand mellem 20 og 40 år, som kan have højreekstremistiske tendenser. Men politiet understreger, at man ikke kun kigger i de højreorienterede miljøer.
"Det er et langsigtet arbejde, som vi kommer til at arbejde med over et stykke tid," sagde Börje Sjöholm.