Dette er en pressemeddelelse leveret af Via Ritzau.
Den seneste måned har Falck Global Assistance oplevet en stor stigning i antallet af henvendelser fra danske virksomheder og danskere, der opholder sig i Liberia, Sierra Leone, Guinea og Nigeria.
Falck Global Assistance hjælper erhvervsrejsende og udstationerede i udlandet med rådgivning, lægehjælp, akut hjælp på stedet og hjemtransport, hvis det bliver nødvendigt. I forbindelse med Ebola-udbruddet i Vestafrika har Falck Global Assistance rådgivet et stort antal medarbejdere og virksomheder samt afholdt informationsmøder. Rådgivningen tager udgangspunkt i myndighedernes vejledning, og Falck Global Assistances kendskab til lokale forhold.
"Danske virksomheder kontakter os med deres bekymring for udviklingen i Vestafrika, og hvordan den kan påvirke dem og deres medarbejdere i områderne. Bekymringerne går især på, om de skal trække medarbejdere hjem, og hvad de gør, hvis en medarbejder bliver ramt af en febersygdom", siger Thy Trock Andresen, medicinsk direktør hos Falck Global Assistance.
Som situationen er nu, fraråder Udenrigsministeriet alle ikke-nødvendige rejser til Sierra Leone, Liberia og Guinea. Danskere, som opholder sig i landene, bør nøje overveje udrejse, og de, som vælger at forblive i landet, bør sikre sig adgang til privat arrangerede behandlingsmuligheder samt være omfattet af en privat evakueringsplan. Myndighederne har ikke anbefalet rejserestriktioner til Nigeria som følge af Ebola situationen, og de finder situationen stabiliseret.
"Risikoen for at almindelige forretningsrejsende bliver smittet med Ebola er meget lav, hvis de følger myndighedernes retningslinjer omkring forebyggelse. Til gengæld kan sædvanligvis ufarlige sygdomme blive alvorlige, fordi symptomerne kan være de samme som Ebola. Bliver man syg og får feber i nogle af disse områder, kan man risikere at blive sat i karantæne. I flere lufthavne laver de temperaturscreening ved udrejse, og man kan komme i en situation, at man ikke får lov at rejse, før en Ebola-diagnose er udelukket", siger Thy Trock Andresen.
De danske myndigheder opfordrer alle danskere, der rejser til eller opholder sig i berørte lande, til at registrere sig på Danskerlisten. Opdaterede oplysninger og anbefalinger i relation til Ebola-udbruddet findes på Statens Serum Institut og på Udenrigsministeriets hjemmeside med rejsevejledninger. Læs mere på WHO's hjemmeside.
Dette er en pressemeddelelse leveret af Via Ritzau.