Turistorganisationen Wonderful Copenhagen udbetalte en samlet fratrædelsesgodtgørelse på 7,4 millioner kroner til ledelsen, der trådte tilbage eller blev fyret efter Eurovision-sagen.
Wonderful Copenhagens projektselskab bag Eurovision fik udgifter for 137 millioner kroner mod et oprindeligt budget på 34,6 millioner kroner, da Danmark i 2014 skulle afholde europæisk melodigrandprix.
Her kan du læse om Wonderful Copenhagen og forløbet efter sangkonkurrencen:
* Wonderful Copenhagen blev sat i verden i 1992 for at fremme turisterhvervet i København.
* Organisationen er en fond og udøver ikke selvstændig kommerciel forretning.
* Den finansieres gennem bidrag fra erhvervslivet, organisationer og det offentlige, herunder flerårige finansieringsaftaler med Region Hovedstaden.
* Efter Eurovision gik den daværende formand for bestyrelsen i Wonderful Copenhagen, Michael Metz Mørch, i august 2014 af. Han blev erstattet af erhvervsveteranen Peter Højland.
* Michael Metz Mørch var det eneste bestyrelsesmedlem, der blev gjort erstatningsansvarlig som følge af skandalen. Afgørelsen blev dog anket, og Metz Mørch fritaget for ansvaret.
* Martin Bender, der var underdirektør i Wonderful Copenhagen og direktør i projektselskabet blev fyret som følge af sagen.
* Desuden trak den daværende direktør for Wonderful Copenhagen gennem 20 år, Lars Bernhard Jørgensen, sig efter skandalen.
Kilde: Ritzau.
/ritzau/