Anders Runevad stopper som administrerende direktør for vindmøllevirksomheden Vestas 1. august efter seks år på posten. Det oplyser selskabet tirsdag.
Han efterfølges af Henrik Andersen, nuværende koncernchef og CEO for Hempel og medlem af Vestas' bestyrelse.
59-årige Runevad fortsætter i selskabet frem til midten af næste år, så der sker en glidende overgang. han fortsætter også som bestyrelsesformand for MHI Vestas Offshore Wind.
Anders Runevad tiltrådte 1. september 2013 som koncernchef i Vestas.
Her følger fakta om Vestas:
* Vestas er en dansk virksomhed, der leverer vindmøller og havvindmøller i hele verden.
* Virksomheden har omkring 24.486 ansatte.
* Hovedkontoret ligger i Aarhus. Vestas har forretning i 79 lande.
* Vestas er grundlagt i 1945 af Peder Hansen under navnet Vestjysk-Staalteknik A/S, hvis navn blev forkortet til Vestas.
* I starten producerede Vestas landbrugsudstyr.
* I 1979 leverede Vestas de første vindmøller, og branchen oplevede et regulært boom i begyndelsen af 1980'erne.
* I 1986 blev Vestas tvunget til at gå i betalingsstandsning, fordi markedet i USA kollapsede. Store dele af Vestas blev solgt fra. En ny virksomhed med navnet Vestas Wind Systems A/S blev grundlagt og skulle udelukkende fokusere på vindenergi.
* Endnu en krise ramte Vestas i årene 2011 til 2013, hvor virksomheden havde store underskud.
* I de senere år er Vestas kommet på ret køl igen.
Kilder: Vestas og Ritzau.
/ritzau/