SF vil give en saltvandsindsprøjtning til tog og busser samt skabe bedre forhold for cyklister.
Det er hovedpointerne i partiets udspil for den offentlige transport. Læs mere her:
* Der skal frem mod 2030 investeres 50 milliarder kroner i opgradering af den offentlige transport.
* Timemodellen for tog gennemføres. Det betyder, at der skal være en time mellem stoppene i København, Odense, Aarhus og Aalborg samt mellem Odense og Esbjerg.
* Der skal være flere og hurtigere lyntog mellem de store byer.
* Bedre regional togtrafik: Jernbanedriften mellem Aarhus og Silkeborg skal forbedres, og SF ser gode muligheder for at opgradere de øvrige lokalbaner.
* Bedre og flere S-tog: S-togsnettet skal optimeres, og der skal være S-tog til Helsingør.
* Flere letbaner: Letbaner ved København, Odense og Aarhus skal udbygges.
* Godstog skal aflaste motorvejene. Mere gods skal transporteres på jernbanenettet. Målet skal blandt andet nås gennem en elektrificering af strækningen Fredericia til Frederikshavn.
* Bedre forhold for busser. Der skal være flere busbaner, bedre stoppesteder og etablering af "forlommer" til busser ved lyssignaler.
* Cyklister skal have bedre plads. Der skal være flere cykelstier og ruter i de danske byer og langs landeveje.
* Gode skifteforhold mellem forskellige transportformer: Der skal være gode parkeringsforhold og god information om afgange og forsinkelser.
Kilde: SF.
/ritzau/