De tyrkiske myndigheder tror, at en prominent saudiarabisk journalist er blevet dræbt på Saudi-Arabiens konsulat i den tyrkiske by Istanbul.
Journalisten Jamal Khashoggi forsvandt 2. oktober. Tyrkisk tv viser nu optagelser af journalistens ankomst til konsulatet.
Læs om sagen her:
* Den 59-årige saudiarabiske journalist, kommentator og systemkritiker Jamal Khashoggi forsvandt inde i Saudi-Arabiens konsulat i Istanbul 2. oktober.
* Tyrkisk tv viste onsdag optagelser af hans ankomst til bygningen og senere af en sort varebil, der kører væk fra konsulatet.
* Khashoggi har tidligere været rådgiver for den saudiarabiske regering.
* Som journalist har han været stærkt kritisk både i arabisk og vestlig presse mod den saudiarabiske kronprins Mohammed bin Salmans politik.
* Kronprinsen er nummer to i landet efter sin aldrende far, kong Salman. Han anses af mange for at være en reformist i den velhavende oliestat. Han har sat ind over for korruption, gennemført reformer i militæret og udskiftet flere militære ledere.
Kronprinsens modernisering omfatter også planer om statsligt sponsorerede koncerter, kvindelige bilister og langt mere turisme.
* I september 2017 flygtede Khashoggi fra sit hjemland. Han sagde, at han frygtede at blive anholdt, som det er sket for mange andre dissidenter.
* Khashoggi har siden boet i eksil i USA, hvor han blandt andet har skrevet for avisen The Washington Post. Han beskriver Saudi-Arabien som et land præget af frygt, trusler og anholdelser.
* Anonyme tyrkiske embedsmænd mener, at Khashoggi blev dræbt inde i konsulatet.
Kilder: Reuters, TT
/ritzau/