41.073. Så mange ugyldige stemmer var der ved folketingsvalget for fire år siden. Det svarer i grove træk til indbyggertallet på Bornholm.
29.920 stemte blankt, mens der var 11.153 andre ugyldige stemmer.
Ugyldige og blanke stemmesedler tæller med i det samlede antal afgivne stemmer og får dermed indflydelse på, hvor stor valgdeltagelsen bliver.
Blanke stemmer skal altså ikke forveksles med ikke at stemme.
I modsætning til de borgere, der populært kaldes for sofavælgere, og som ikke benytter sig af deres ret til at møde op og stemme, bruger nogle borgere en blank stemme til at signalere, at de går ind for demokratiet.
Hvis du ikke ønsker at stemme på nogen af de kandidater eller partier, der er opstillet til valget, kan du putte en tom stemmeseddel i stemmeboksen. Det kaldes at stemme blankt. Formelt set er stemmesedlen ugyldig.
Andre er måske ikke klar over, at der ikke skal så meget til, før en stemmeseddel er ugyldig.
Det er tilfældet, hvis:
* Stemmen på stemmesedlen ikke er afmærket med et kryds.
* Det ikke med sikkerhed kan afgøres, hvilket af partierne eller hvilken kandidat du ville give din stemme.
* Det må antages, at stemmesedlen ikke er udleveret på afstemningsstedet.
* Stemmesedlen har et særpræg.
* Stemmesedlen er blank.
Det er altså ikke tilladt at tegne på stemmesedlen, og man må heller ikke skrive navnet på den, man vil stemme på. Eller tilføje en smiley.
Man må kun sætte ét kryds.
Hvis du skriver forkert eller er kommet til at rive stemmesedlen i stykker, kan du få udleveret en ny stemmeseddel ved at henvende dig til en valgtilforordnet uden for stemmeboksen.
Stemmesedlen kan dog ikke byttes, hvis du først har lagt den i stemmekassen.
Kilde: Folketingets hjemmeside.
/ritzau/