Fra den 26. juni vil man i Europa kunne rejse langt mere uhindret end i dag. Det bekræfter Justitsministeriet.
Fremover vil man kunne rejse i en stor del af Europa, uden at man skal gå i isolation ved hjemrejse. Ved nogle lande bortfalder selv testkravet.
Her kan du læse dig ind på de nye regler, der træder i kraft 26. juni:
Bortfald af krav om test og isolation
Fremover vil man kunne rejse ind i Danmark fra andre EU- og Schengenlande, uden at skulle testes eller gå i isolation ved indrejse.
Det sker, fordi Udenrigsministeriet ændrer risikovurdering for området. De lande, der er i øjeblikket er farvet "gule" og "orange" vil i stedet blive farvet henholdsvis "grønne" og "gule".
Farvekoderne er et udtryk for Udenrigsministeriets risikovurdering af landene. Det vil dermed kun være, når man rejser hjem fra et "rødt" land, at man som dansker skal testes.
Europæisk coronapas træder i kraft
Rejserestriktioner vil overgå til en EU-coronapas-ordning.
Alle EU- og Schengenborgere - herunder danskere - vil kunne få udstedt et EU-coronapas, der kan bruges på tværs af grænserne.
Turister kan komme ind med coronapas
Udlændinge kan rejse ind i Danmark, såfremt de har et negativt testsvar fra en prøve, der er højst 72 timer gammel, hvis det er en PCR-test, og højst 48 timer gammel, hvis det er en lyntest.
Kilde: Justitsministeriet