De to hovedorganisationer LO og FTF slår sig sammen fra 1. januar 2019 under et nyt navn. Det står klart efter afstemninger fredag.
De to organisationer repræsenterer tilsammen næsten 1,5 millioner lønmodtagere.
Læs om LO og FTF her:
* LO er Danmarks største hovedorganisation. Det er en paraplyorganisation for 18 fagforeninger, hvoraf 3F, HK, FOA og Dansk Metal er de største. Håndværkere, industriarbejdere og butiksansatte er blandt de største grupper.
* Der er omkring en million medlemmer af LO's forbund, hvoraf cirka 800.000 er i arbejde. Privatansatte fylder mest.
* FTF er fællesforbund for 75 mindre medlemsorganisationer og har 450.000 medlemmer, med omkring 350.000 i arbejde. Størstedelen er offentligt ansatte.
* De største FTF-forbund er Danmarks Lærerforening, Dansk Sygeplejeråd og Bupl, der er pædagogernes fagforening.
* LO og FTF har arbejdet på en fusion siden 2015.
Kilder: LO, FTF, Ugebrevet A4.
/ritzau/