FAKTA: Novozymes vasker tøjet rent og gøder marken
En ansat hos Novozymes arbejder i selskabets vaskelaboratorium. Novozymes er mest kendt for at lave enzymer til vaskepulver, men producerer også enzymer og mikroorganismer til blandt andet fødevarer og landbrug. Foto: Sophia Juliane Lydolph/arkiv/Scanpix
Novozymes er mest kendt for at lave enzymer til vaskepulver, men der gemmer sig meget andet bag navnet.

Danske Novozymes er en bioteknologisk virksomhed, som producerer enzymer og mikroorganismer til mange forskellige former for industri:

Vaskemidler, føde- og drikkevarer, bioenergi, landbrug og foder samt teknisk- og medicinalindustri.

Novozymes har fredag fremlagt regnskab for første halvår 2018, hvor selskabets bundlinje voksede med fem procent til 1,6 milliarder kroner.

Læs mere om selskabet her:

* Kimen til selskabet blev lagt i 1925. Novozymes var oprindelig en del af Novo Nordisk, men i 2000 blev Novo splittet i tre selvstændige selskaber - Novo Nordisk, Novozymes og Novo.

* Enzymer er proteiner dannet af levende celler, som sætter kemiske processer i gang.

* Vaskemidler er selskabets største forretningsområde, men Novozymes' enzymer og mikroorganismer bliver brugt til alt fra at blødgøre læder til at rense spildevand og producere bioethanol.

* Novozymes kan altså meget vel have været med til at sørge for, at dit vasketøj bliver rent, når det har været en tur i maskinen, at dine skindhandsker er bløde, og at dit brød holder sig frisk i mere end én dag.

* Selskabet har mere end 700 produkter i 130 lande og 6300 ansatte fordelt over hele verden.

* Novozymes investerer en del i forskning og udvikling og har mere end 6500 patenter - heraf omkring 6000 aktive patenter.

Kilder: Novozymes, Gyldendals Store Danske.

/ritzau/