Troels Kløvedal, der døde søndag i en alder af 75 år, var uddannet skibselektriker og filmfotograf.
Han fik brug for begge uddannelser, da han 1. juli 1967 købte stålskibet "Nordkaperen" for 40.000 kroner sammen med sin daværende samlever og et par kammerater.
* Siden kom andre med i skibskollektivet omkring "Nordkaperen", som Kløvedal har været på tre jordomsejlinger med. Og oplevelserne om bord og på land undervejs er blevet skildret i både bøger og tv-programmer.
* "Nordkaperen" var allerede et berømt skib, inden Kløvedal købte det, fordi det lige efter Anden Verdenskrig havde været Jorden rundt med guldsmeden Carl Nielsen og to af hans venner.
* Skibet blev bygget i 1905 i Stettin under den sidste tyske kejser. Da skibet løb af stablen og gik på sin jomfrurejse i Østersøen, hed det "Santa Maria".
* Det var bygget til tyske millionærer til kapsejlads i Østersøen og i Den Engelske Kanal, hvor der omkring århundredskiftet blev afholdt store stævner ved Isle of Wight.
* Snart blev det dog overtaget af en excentrisk grevinde, der installerede et vandorgel i skibet. Siden fortæller historien om en religiøs sekt, der ejede "Nordkaperen", mens det lå i Helsingør Nordhavn under Anden Verdenskrig, stadig med orglet om bord.
* Troels Kløvedal har testamenteret "Nordkaperen" til sine fem børn og ti unge styrmænd- og kvinder, som alle har lånt skibet i en længere periode og derfor kan gå lige om bord og sejle det.
Kilde: "Alle mine morgener på Jorden" af Troels Kløvedal, udgivet af Gyldendal 2017.
/ritzau/