FAKTA: Niqab, burka, hijab - sådan kender du forskel

Nogle lande har allerede forbudt de klædedragter, der dækker ansigtet. Flere danske politikere ønsker forbud.

Dansk Folkeparti har fremsat et beslutningsforslag om at forbyde heldækkende beklædning som burka og niqab.

Men hvad er egentlig forskellen mellem niqab, burka og den mere almindelige hijab, som ofte ses i gadebilledet i Danmark?

Her er et overblik:

* Hijab: Tørklæde, der dækker håret, men lader ansigtet være frit. Dette er den mest udbredte hovedbeklædning og kan bindes på mange måder.

* Niqab: Tørklæde der kun viser øjnene. Der er to typer niqab.

En halv niqab lader ud over øjnene et stykke af panden være udækket.

En fuld niqab dækker hele ansigtet med undtagelse af øjnene. Den består typisk af et bånd, der bindes rundt om panden, samt et længere stykke stof, der dækker ansigt og hår, så kun en sprække til øjnene er fri.

* Burka: En ikkegennemsigtig altdækkende beklædningsgenstand båret af mange muslimske kvinder, hovedsageligt i Afghanistan. Den er en slags udvidet niqab, der ligeledes dækker øjnene, typisk med et lille netgardin.

Kilde: Religion.dk.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.