Socialdemokraterne har torsdag givet sit bud på, hvor den politisk varme kartoffel - udligningssystemet - skal serveres.
Systemet, der hvert år omfordeler 17 milliarder kroner blandt kommunerne, kritiseres af flere kommuner - enten fordi de mener, at de betaler for meget eller får for lidt.
Her kan du læse om systemet, som omfordeler fra rig til fattig kommune:
* De 98 danske kommuner varetager alle en række opgaver i lokalsamfundet. De driver blandt andet daginstitutioner, skoler og forsøger at få folk i arbejde.
* Lokalbefolkningens indkomst varierer fra kommune til kommune, og det skaber store forskelle mellem kommunernes indtægtsmuligheder.
* På samme måde er der forskel på de forskellige kommunernes udgiftsbehov, da alderssammensætningen og de socioøkonomiske forhold varierer i kommunerne.
* Det er disse to forskelle, man gennem udligningssystemet prøver at udligne.
* Systemet skal sikre, at der ikke er store forskelle i kommunernes serviceniveau i forhold til skatteprocenten.
* I grove træk kan man sige, at 61 procent af de økonomiske forskelle mellem kommunerne bliver udlignet på landsplan.
* Der omfordeles hvert år omkring 17 milliarder kroner mellem Danmarks kommuner fra rig til fattig.
* Mange kommuner er utilfredse med systemet. De mener enten, at de betaler for meget - eller får for lidt.
* Folketingspolitikerne er ved at forhandle et nyt system på plads, efter at en længe ventet rapport om mulige ændringer i udligningen landede 21. februar.
Kilder: Økonomi- og Indenrigsministeriet, Ritzau
/ritzau/