FAKTA: Golden Globe er Oscarens lillebror
FILES-US-ENTERTAINMENT-FILM-TELEVISION-GLOBES Valerie Macon/Ritzau Scanpix
Golden Globe bliver betragtet som en af de mest prestigefulde prisuddelinger og en strømpil for Oscar-showet.

Den står på rød løber, glamour og film- og tv-stjerner på rad og række, når Golden Globes-statuetterne uddeles.

Torsdag er nomineringer til den 76. uddeling af prisen blevet offentliggjort.

Prisuddelingen i USA anses af mange for at være Oscarens lillebror. Bliv klogere på den her:

* Prisuddelingen finder næste gang sted søndag den 6. januar - det er natten til den 7. januar dansk tid. Den første prisuddeling fandt sted i 1944.

* Det er film og tv-serier fra det forgangne år, der bliver hædret.

* Vinderne modtager statuetter i form af gyldne globusser.

* Det er de omkring 90 udenlandske journalister i Hollywood Foreign Press Association, HFPA, der står bag prisuddelingen.

* Den årlige Oscar-uddeling er det største og mest prestigefyldte show, mens Golden Globe ses som det næststørste.

* Priserne tæller blandt andet bedste film, bedste tv-serie og en række priser for skuespilpræstationer.

* Selv om Golden Globe og Oscar officielt ikke har noget med hinanden gøre, opfattes Golden Globe som en strømpil for Oscar-uddelingen, som i 2019 finder sted natten til den 25. februar dansk tid.

Kilder: Goldenglobes.com og NBC.

/ritzau/

/ritzau/