Der bliver ikke fundet en vinder af badminton-DM for hold i 2016. Finalen mellem Skovshoved og Team Skælskør-Slagelse bliver ikke afviklet, oplyser Badminton Danmark. Læs om sagens baggrund her:
---
* 22. marts bliver det meldt ud, at finalen mellem Skovshoved og Skælskør-Slagelse er aflyst. Kampen var planlagt til 24. marts.
* Baggrunden er juridisk ballade om reglerne for, hvorvidt Skovshoved må bruge Christinna Pedersen eller ej i DM-finalen på grund af en regel om, at man kun må spille en udenlandsk klubturnering uden for Europa. Det er Skælskør-Slagelse, der har nedlagt protest.
* Christinna Pedersen har allerede spillet holdturneringer i Indien og Malaysia i indeværende sæson.
* Efter forhandling mellem de to klubber oplyser Badminton Danmark, at det har været umuligt at finde en løsning, "der sikrer en afvikling af kampen på et sportsligt og forsvarligt niveau".
* 23. marts retter begge klubber kritik mod Badminton Danmark og stiller sig uforstående over for, at finalen er blevet aflyst.
* Skovshoved mener, at klubben har fået den nødvendige dispensation af Badminton Danmark, så Christinna Pedersen er spilberettiget til finalen. Det mener Badminton Danmark ikke.
* Begge klubber er indstillet på at spille finalen med en uafklaret protest og muligheden for en efterfølgende skrivebordsafgørelse.
* 24. marts trækker formanden for ligaforeningen, Højbjergs Michael Kjeldsen, sig fra sin post i utilfredshed over hele forløbet.
* 30. marts oplyser klubberne til DR, at man arbejder på at afvikle en DM-finale i begyndelsen af maj - også selv om den måtte få status af at være uofficiel.
* 31. marts oplyser Badminton Danmark, at der stadigvæk forhandles om en officiel afvikling af DM-finalen.
* 6. april oplyser Badminton Danmark og de to klubber i en fælles pressemeddelelse, at finalen definitivt er aflyst, da man ikke har kunnet finde en løsning, som alle parter har været tilfredse med.
/ritzau/