Traditionen tro bruger dronningen flere dage på at holde nytårskure, hvor hun ønsker godt nytår til toppen af Danmark.
Onsdag er det blandet andet ambassadører i Danmark, der skal møde dronningen.
Traditionen med nytårskure er en gammels skik og har siden 1. verdenskrig været afholdt over flere dage.
Få et overblik over dronningens planer for de første dage i det nye år:
1. januar:
* Regeringen, Folketingets formand og hoffets ledelse var inviteret til nytårstaffel i Riddersalen i Christian VII's Palæ på Amalienborg klokken 19.30.
* Fra den kongelige familie deltog dronning Margrethe, kronprinsparret, prins Joachim og prinsesse Marie.
* Ved taflet fik gæsterne serveret kammuslingeterrine, farseret vagtel, reblochontærte og rubinsteinkage.
* Som altid kunne de inviterede smage på rosenborgvinen, der indeholder rester af en gammel rhinskvin, der kom til Danmark i slutningen af 1500-tallet.
3. januar:
* På årets tredje dag er der nytårskur for Højesteret, Den Kongelige Livgardes og Gardehusarregimentets officerskorps i Christian VII's Palæ på Amalienborg klokken 09.50.
* Fra den kongelige familie deltager dronningen og kronprinsparret.
* Efter nytårskuren på Amalienborg skal dronningen og kronprinsparret skynde sig videre. Klokken 11.30 er der nemlig igen nytårskur, men denne gang for diplomater på Christiansborg Slot.
* Blandt diplomaterne er missionschefer med ægtefæller og ambassadører med ægtefæller.
4. januar:
* I forbindelse med den sidste nytårskur kører dronningen klokken 09.10 i guldkaret fra Amalienborg til Christiansborg Slot, og klokken 13.30 transporteres hun tilbage igen. Selve nytårskuren begynder 09.30 på Christiansborg.
* Nytårskuren denne dag er for officerer fra Forsvaret og Beredskabsstyrelsen for 1., 2. og 3. rangklasse. Desuden er der repræsentanter for større landsorganisationer og kongelige protektioner.
* Ligesom den foregående dag deltager både dronningen og kronprinsparret.
Kilder: Kongehuset
/ritzau/