Digitale platforme, hvor alt fra hundeluftere til rengøringsfolk udbyder deres arbejdskraft, er i vækst.
Disruptionrådet skal se på udfordringer og muligheder i de nye beskæftigelsesformer, når rådet mødes mandag og tirsdag.
* Et stigende antal digitale platforme er en slags markedspladser for arbejdskraft.
* Det er for eksempel Happy Helper og Hilfr, hvor man kan finde en rengøringshjælp. Dogly, hvor man kan finde en hundelufter. Eller Handyhand, hvor man kan få hjælp til alverdens småopgaver som havearbejde eller at sætte skabe op.
* Ifølge en kortlægning fra Beskæftigelsesministeriet og Erhvervsministeriet findes der mellem 17 og 20 af den slags platforme i Danmark.
* Det er et lidt usikkert skøn, fordi udviklingen går hurtigt, og platforme åbner og lukker, lyder det.
* En analyse, som er baseret på seks platforme, viser, at langt de fleste, der tilbyder deres arbejdskraft, har det som en deltidsbeskæftigelse.
* 25.000 personer udbød arbejdskraft via platformene i 2017. Det gjaldt kun 105 i 2015, hvor kun få af platformene fandtes.
* De gennemsnitlige timepriser varierer fra 130 kroner til 180 kroner i timen.
* Platformene tager sig betalt for at formidle arbejdskraften. Nogle via abonnement for udbyder og bruger, mens andre tager et formidlingsgebyr.
* Et forsigtigt skøn viser, at det samlede forbrug på den slags platforme ligger et sted mellem 25 og 40 millioner kroner i 2017.
Kilder: Beskæftigelsesministeriet
/ritzau/