Deutsche Bank har været meget igennem de senere år med bøder, undersøgelser, dårlige resultater og en aktiekurs, der er faldet massivt.
Søndag har banken så meddelt, at den vil gennemføre en større omstrukturering.
* En prognose peger i retning af et nettotab på 2,8 milliarder euro i banken i andet kvartal af i år.
* For knap tre uger siden skrev avisen The New York Times, at den tyske storbank er ved at blive undersøgt af de amerikanske myndigheder for brud på love, der skal hindre hvidvask og andre lignende forhold.
* Blandt andet undersøges, hvordan banken har behandlet mistænkelige transaktioner, og om medarbejdere har været involveret i problematiske transaktioner.
* Aktien i Deutsche Bank blev fredag handlet for lidt over syv euro. For godt ti år siden - før finanskrisen - kostede aktien til sammenligning over 80 euro.
* Deutsche Bank vil skære omkring 18.000 stillinger væk. Det svarer til omkring hver femte af bankens 91.500 ansatte på verdensplan.
* Det er især bankens investeringsafdeling, der skal mindskes markant.
* Banken etablerer en særlig afdeling, der skal tage sig af afviklingen af aktiviteter i investeringsbanken.
* Deutsche Banks egne eksperter forventer, at omstruktureringen vil koste 7,4 milliarder euro (55,2 milliarder kroner) frem til udgangen af 2020.
Kilder: Ritzau Finans og Reuters.
/ritzau/