Lægemiddelstyrelsen har sagt god for, at det danske firma CannGros i Kolding som det første herhjemme kan importere cannabis fra Holland til danske patienter.
Dermed kan syge og smerteplagede med en recept i hånden gå på apoteket for at få udleveret teblade med cannabis.
Læs her mere om ordningen med medicinsk cannabis.
* Et flertal i Folketinget har bestemt, at en afgrænset patientgruppe i en forsøgsordning kan få lægeordineret cannabis fra 1. januar.
* Patienter med følgende indikationer kan blive omfattet af ordningen: Sklerose, rygmarvsskade, kronisk smertebehandling og kvalme/opkastning efter kemoterapi.
* Med den fri ordinationsret kan en læge dog udskrive cannabis til patienter med andre sygdomme, hvis lægen fagligt vil stå inde for det.
* De første produkter kommer fra Holland. Planen er at følge op med olier og kapsler fra Canada.
* Lægemiddelstyrelsen har desuden givet 11 danske virksomheder tilladelse til at dyrke cannabis i Danmark til medicinsk brug. Hvornår de første produkter er klar, er uvist.
* Forsøgsordningen skal evalueres efter fire år, og herefter skal det besluttes, om den skal gøres permanent.
* Det bliver lægerne, der skal udskrive den medicinske cannabis, og apotekerne, der skal udlevere den.
* Der er afsat cirka ti millioner til forskning i erfaringerne med medicinsk cannabis.
Kilder: Lægemiddelstyrelsen, Sundhedsministeriet.