FAKTA: De omstridte paragraffer i offentlighedsloven

Særligt tre paragraffer i den omdiskuterede offentlighedslov har skabt stor debat.

Regeringen lægger op til en ændring af den omstridte offentlighedslov, det fremgår af et lækket dokument til Berlingske.

Oplægget indebærer, at "kun dokumenter, som udgør den inderste kerne af en regerings interne og politiske beslutningsproces kan undtages fra aktindsigt på samme måde som i dag".

Dog er der tilføjet, at "oplysninger om den interne og politiske beslutningsproces i de øvrige ministerbetjeningsdokumenter kan undtages".

Få her et overblik over den eksisterende offentlighedslov:

* Ændringerne af offentlighedsloven blev vedtaget i 2013 af Venstre, Socialdemokratiet, De Radikale, SF og De Konservative.

* Folketingets Ombudsmand har konkluderet, at offentlighedens adgang til aktindsigt er blevet væsentligt indskrænket med den nye lov.

* Det er især tre paragraffer, som har ført til store protester. De indskrænker alle adgangen til aktindsigt i ministrenes arbejde:

- Paragraf 22 blokerer for offentlighedens adgang til ministre og embedsmænds kalendere.

- Paragraf 24 giver mulighed for at blokere for offentlighedens indsigt i dokumenter, der udveksles på et tidspunkt, hvor det har betydning for embedsværkets rådgivning af en minister.

- Paragraf 27 kan mørklægge offentlighedens indsigt i dokumenter udvekslet mellem myndigheder, ministerier og folketingsmedlemmer.

Kilde: Justitsministeriet, Retsinformation.dk.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.