USA har onsdag bekræftet, at landet vil smide Tyrkiet ud af F-35-kampflyprogrammet, som blandt andet Danmark er en del af.
Bliv klogere på Danmarks F-35-engagement her:
* 1997: Danmark går med i industrisamarbejdet omkring udviklingen af F-35-jagerne.
* 2005: Forsvarets Materieltjeneste beder flyproducenter om informationer til en konkurrence om at blive Danmarks nye kampfly.
* 2007: Et særligt projektkontor - Projekt Nyt Kampfly - oprettes. Det skal lave en analyse, der skal danne grundlag for politikernes valg af nyt kampfly.
* 2008: Finanskrisen indtræder.
* 2009: Daværende forsvarsminister Søren Gade (V) udskyder i to omgange beslutningen om typevalget til begyndelsen af 2010.
* 2010: Ny forsvarsminister Gitte Lillelund Bech (V) lægger beslutningen på is.
* Marts 2013: Kampflykonkurrencen genstartes.
* Foråret 2015: Projekt Nyt Kampflys rapport med beslutningsgrundlaget for typevalget er færdig, men låses inde, mens skiftende forsvarsministre fortsætter med at udskyde den politiske del af processen.
* Maj 2016: Regeringen peger på F-35 som sit bud på Danmarks nye kampfly og anbefaler indkøb af 27 fly.
* 9. juni 2016: Et politisk flertal beslutter at købe 27 F-35-fly.
* 14. december 2017: Finansudvalget tiltræder et aktstykke fra Forsvarsministeriet og godkender dermed i første omgang 16,37 milliarder kroner til indkøb af flyene.
Kilde: Forsvarsministeriet.
/ritzau/