Danske Bank er en gigant i den danske finansverden. Torsdag har banken fremlagt regnskab for de første seks måneder af 2017.
Det viste, at banken tjente over 10 milliarder kroner og forventer at tjene 18-20 milliarder kroner i år.
Her er en række fakta om banken:
* I alt har banken 2,7 millioner privatkunder. 236.000 små- og mellemstore erhvervskunder og 1800 såkaldt store og institutionelle erhvervskunder.
* Danske Bank har 280 filialer fordelt på otte lande. Banken har 19.490 fuldtidsmedarbejdere og hovedsæde i København.
* Ud over Danmark er Norge, Sverige og Finland bankens vigtigste markeder.
* 2,2 millioner af bankens kunder kobler sig på via netbank.
* Nordmanden Thomas F. Borgen har siden september 2014 været administrerende direktør for Danske Bank. Han afløste Eivind Kolding, som kort forinden overraskende var blevet fyret.
* Banken blev stiftet i 1871 under navnet Den Danske Landmandsbank, Hypothek- & Vexelbank i Kjøbenhavn, Aktieselskab og fik først senere navnet Danske Bank.
* Det skete 10 år efter fusionen i 1990, hvor Den Danske Bank, Handelsbanken og Provinsbanken blev lagt sammen.
* Danske Bank er noteret på fondsbørsen i København.
* Ud over den almindelige bankdrift for privatkunder og virksomheder tjener Danske Bank sine penge på realkredit-, forsikrings- og pensionsprodukter.
* Banken ejer en række aktiviteter, som ikke hører under kerneområdet, og som man på sigt forsøger at afvikle. Det drejer sig blandt andet om bankforretninger i Irland og de baltiske lande.
Kilde: Danske Bank.
/ritzau/