I et fælles udspil slår Landbrug & Fødevarer og Økologisk Landsforening for første gang kræfterne sammen om en plan, der skal bane vej for mere økologi i Danmark.
Udspillet indeholder 12 politiske initiativer og peger på behov på nødvendige investeringer i forskning, uddannelse og markedsudvikling på minimum 200 millioner kroner.
I løbet af 20 år er økologi herhjemme gået fra en spæd start med enkelte økologiske mælkeprodukter i de danske kølediske til en global position som økologisk foregangsland.
* Økologisk areal og bedrifter:
- Cirka 245.000 hektar svarende til 9,2 procent af dansk landbrug - det største økoareal nogensinde.
- Siden 2007 er økoarealet øget med 95.000 hektar - en stigning på 63 procent.
- Der er cirka 3500 økologiske bedrifter- godt otte procent af alle bedrifter.
* Salg og eksport:
- Hjemmemarked i alt i 2017: 14,4 milliarder kroner.
- Dagligvarehandel og onlinesalg: 11,3 milliarder kroner - en stigning på 31 procent fra 2016.
- Foodservice og alternative salgskanaler herunder gårdbutikker: 3,3 milliarder kroner.
- 13,3 procent af danskernes fødevareindkøb er økologisk (verdensrekord).
- 51,4 procent af danskerne køber økologisk hver uge.
- Eksport: 2,4 milliarder kroner i 2016 - estimeret 2,7-3 milliarder kroner i 2017.
Kilder: Landbrugsstyrelsen og Økologisk Landsforening.
/ritzau/