Realkreditselskabernes bidragssatser er løbende sat i vejret de senere år og har været genstand for kritik, debat og et retsopgør - først i Østre Landsret og nu i Højesteret.
Læs her, hvad bidragssatser er:
* En bidragssats er et gebyr, som realkreditinstitutter tager for at forvalte boliglån.
* Bidragssatser er altså ikke afhængige af renten på lånet.
* Bidragssatserne går til at betale for administration af lånet og til at dække ind for den risiko, der er ved at låne penge ud.
* Bidragssatsen beregnes af restgælden.
* Hvor meget man skal betale, afhænger blandt andet af lånetype, hvor stort lånet er, og om der betales afdrag på lånet.
* Konkurrencerådet konkluderede i august 2017 i en analyse, at bidragssatserne er steget betydeligt siden 2009.
* Stigningerne kan ikke tilskrives stigende omkostninger for realkreditinstitutterne, lød konklusionen.
* Realkreditbranchen afviste dog myndighedernes konklusioner, da branchen mener, at de er baseret på "simple modeller og antagelser".
Kilder: Totalkredit, Mybanker, Realkreditrådet.
/ritzau/