Tø det fastfrosne skattestop på boligskatten op og invester i stedet pengene i uddannelse, velfærd og nye arbejdspladser.
Det er en af hovedpointerne i den vækstplan, hovedorganisationen FTF i dag fremlægger under navnet 'Vækst2'. Det skriver Politiken.
"I dag har vi et skattestop der betyder, at skatter og afgifter ikke kan stige. Det foreslår vi ophævet, så vi ikke bliver ved med at sætte skatten på bolig ned, som det er tilfældet i dag. Vi sætter heller ikke boligskatten op, vi lader bare være med at holde den fast," siger formand for FTF, Bente Sorgenfrey, til Newspaq.
FTF vil lade boligskatterne og afgifter stige i takt med løn- og prisudviklingen i stedet for at fryse dem fast. Ifølge FTF's beregninger vil det give 29 milliarder kroner ekstra frem til 2020.
Vækstforslaget kommer netop mens regeringen og forligskredsen forhandler om regeringen økonomiske redningsplan, der skal balancere Danmarks økonomi i 2020.
Men forslaget får hverken opbakning fra VK-regeringen eller Socialdemokraterne, skriver Politiken.
Hos FTF er man da også klar over, at forslaget kan blive upopulært hos fagforeningernes medlemmer. FTF, der repræsenterer 500.000 lønmodtagere blandt andet skolelærer, pædagoger, sygeplejersker, politibetjente og bankansatte.
"Vi er i en så alvorlig krise lige nu, at vi bliver nødt til at investere og på den måde skaffe nogle nye arbejdspladser. Og der bliver vi også nødt til at se, hvor finansieringsmulighederne er, og det er blandt andet ved at ophæve skattestoppet for boliger," siger Bente Sorgenfrey.