Mens forsvaret er ramt af milliard-besparelser, bor de danske FN-soldater i Mali på fem-stjernet hotel til 1.300 kroner per person per nat.
Her i Danmark skal hver tiende medarbejder spares væk, lyder det fra Forsvarskommandoen.
Men det får ikke soldaternes fagforeninger til at skælde ud over indkvarteringen.
Tværtimod. Det er fint, at FN-soldater sover godt, mens de er på mission.
"Vi ser det ikke som noget problem. Forsvaret sørger altid for den billigst mulige indkvartering. Vi er fulde af fortrøstning i forhold til, at det også er sket her," siger Helle Kolding, der er presseansvarlig i Centralforeningen for Stampersonel (CS).
CS har 7.500 medlemmer og er dermed forsvarets største fagforening.
LÆS OGSÅ: Danske soldater bor på 5-stjernet luksushotel i Mali
"En mærkelig prioritering"
I officerernes fagforening har formanden en lidt mere kritisk tilgang til forsvarets forbrug.
Er det rimeligt, at forsvaret bruger så mange penge på overnatning i en tid, hvor hver tiende medarbejder skal spares væk?
"Nej. Det synes jeg ikke. Det er en mærkelig prioritering, når budgetterne reduceres mærkbart," siger Niels Henrik Tønning, der er formand for Hovedorganisationen af Officerer i Danmark (HOD).
Han understreger, at kravene om at bo på luksushotel med to swimming pools og tennisbaner ikke kommer fra fagbevægelsen.
"Minimumskravene skal naturligvis være opfyldt. De skal være rimelige, fordi mændene skal være udhvilede og i sikkerhed. Men kravene kommer altså ikke fra os," understreger Niels Henrik Tønning fra HOD.
SE OGSÅ: FOTO: Se de danske soldaters luksushotel i Mali
En regning på over 6,0 millioner
Regningen til den danske stat for kost og logi i Mali er alene i perioden februar til maj løbet op i over 6,0 millioner kroner.
Det svarer til 25 årslønninger for faglærte konstabler i hæren. Deres årsløn er 234.346 kroner.
Men formanden for landets konstabler og korporaler kan ikke tage stilling til, hvorvidt det er rimeligt eller ej, at forsvaret bruger så mange penge på indkvartering.
"Det lyder umiddelbart, som noget der ligger over det beløb, vi normalt arbejder med. Men jeg er ikke i stand til at vurdere, om det er en fornuftig disposition eller ej. Når historien her kommer frem, er jeg sikker på, at der er nogle, der vil undersøge det," siger Flemming Vinther, der er formand for HKKF.
LÆS OGSÅ: Oberst: Luksus er ikke det rigtige ord
CS: Der må være en god forklaring
Alle fagforeninger håber dog, at forsvaret har tænkt sig godt og grundigt om, før de købte sig ind på hotellet i Mali.
"Fordi der skal spares i forsvaret, må der være en god forklaring på, at de bor på fem-stjernet hotel og ikke i en militærlejr. Når det er sagt, er det vigtigt for os, at vores medlemmer er ordentligt indkvarteret," siger Helle Kolding fra CS.