I dag har en almindelig soldat status af ufaglært, når han forlader hæren.
Men det vil Hærens Konstabel- og Korporalforening (HKKF) lave om på.
Lørdag lancerer fagforeningen således sit hovedkrav til det kommende forsvarsforlig på Folkemødet i Allinge på Bornholm. Konstabeluddannelsen skal gøres til en erhvervsuddannelse, lyder det.
- Det vil styrke den enkelte soldat, og det vil gavne Forsvaret, siger formanden for HKKF, Flemming Vinther.
- Man vil som soldat få nogle kompetencer, som gør, at man bliver endnu mere bredt anvendelig inden for systemet.
Foreningen fremlægger senere på måneden et konkret forslag om udformningen af en erhvervsuddannelse for konstabelgruppen.
Håbet er, at det blandt vil styrke den interne rekruttering i Forsvaret, siger Flemming Vinter.
- Forsvaret vil få en medarbejdergruppe, der uddannelsesmæssigt er løftet, så der ikke er risiko for, at soldaterne eksempelvis ikke kender til det meget tekniske udstyr, de får udleveret nu om dage.
- Forsvaret vil samtidig kunne tillade sig at skille sig af med soldaterne i en relativ ung alder og vide, at man sender dem ud på det øvrige arbejdsmarked med at godt afsæt og gode muligheder for at få et nyt job, siger han.
Flemming Vinther har på weekendens Folkemøde drøftet forslaget med en række forsvarsordførere, og modtagelsen har generelt været positiv.
- De (forsvarsordførerne, red.) lover ikke noget, men de kan godt se, at de tanker, vi præsenterer her, er rigtige og i øvrigt harmonerer fint med det, som skiftende regeringer har sagt i mange år omkring uddannelsesløft, siger han.
/ritzau/