Folketinget hastebehandler i dag et forslag om at afskaffe den offentlige ejendomsvurdering.
Med skattestop og loft over ejendomsskatterne er der nemlig heller ikke behov for den, mener regeringen, der bliver bakket op af Dansk Folkeparti og Liberal Alliance.
"Vi har ikke noget at bruge systemet til, og så kan man lige så godt afskaffe det," siger finansminister Claus Hjort Frederiksen til Berlingske.
Og nej, vi har heller ikke noget at bruge den offentlige ejendomsvurdering til, lyder det fra de to brancheorganisationer Dansk Ejendomsmæglerforening og Realkreditrådet.
"Vi har aldrig anvendt den, og vi har i en længere årrække gjort opmærksom på, at den set fra et ejendomsmæglersynspunkt ikke har nogen betydning," siger ejendomsmæglernes formand Steen Winther-Petersen til Newspaq.
Ifølge ham skaber den offentlige ejendomsvurdering mere forvirring, end den gør gavn i en hushandel, for både købere og sælgere har svært ved at forstå, hvorfor huspriserne på markedet ikke harmonerer med den offentlige vurdering.
Men ejendomsvurderingen er historiske tal og følger ikke markedets op- og nedture, forklarer Steen Winther-Petersen.
"Der er jo ikke tale om, at man fra det offentliges side går ud og besigtiger ejendommen. Kun hvis der opstår en klagesag. Men som udgangspunkt er det et stykke skrivebordsarbejde," siger han.
Heller ikke landet realkreditinstitutter bruger den offentlige ejendomsvurdering til noget som helst.
"Realkreditinstitutterne skal ifølge lovgivningen selv foretage deres egen værdiansættelse af en ejendom, når de giver et lån. Så vi kan godt klare os uden den offentlige ejendomsvurdering," siger direktør i Realkreditrådet Ane Arnth Jensen.