Flere fagforbund sår nu tvivl om, hvorvidt der er behov for at finde 15 mia. kr. i trepartsforhandlinger.
Det skyldes udsigten til efterlønsforringelser og lavere offentlig vækst.
Socialdemokraterne og SF har i dag lanceret, at væksten fra 2016-2020 skal holdes på beskedne 0,8 procent - det samme niveau som regeringen går efter.
"En tilbagetrækningsreform, vil formentlig ikke blive ændret efter et valg, så det provenu kan S og SF godt indregne. Det sammen gælder forbrugsstigningen på 0,8 procent i den offentlige sektor. Det betyder, at når vi i givet fald bliver inviteret til trepartsforhandlinger, så kan det være, at opgaven bliver en anden," siger BUPL-formand Henning Pedersen til Newspaq.
Fagbevægelsen har lovet S og SF, at den vil være med til at finde 15 mia. kr. i trepartsforhandlinger efter et valg.
Det svarer til, at hver dansker skal arbejde 12 minutter længere om dagen.
Ifølge BUPL-formanden er afstanden mellem rød og blå bloks økonomiske planer blevet mindre med udsigtet til et efterlønsforlig - og udmeldingen om, at en rød regering ligesom regeringen vil holde det offentlige i stramme tøjler.
Og det er ærgerligt, mener Henning Pedersen.
"Man fjerner det, der var fordelen ved Fair Løsning nemlig at satse på vækst og øge arbejdsmængden og dermed stoppe nedskæringsbølgen i det offentlige," siger han.
Også FOA-formand Dennis Kristensen mener, at behovet for at finde penge via trepartsforhandlinger er blevet mindre end de 15 milliarder.
"Med dagpengeforringelserne, som de Radikale også har stemt for, og efterlønnen efterfølgende, så er det efterhånden tvivlsomt, hvad det er for et beløb, der skal spares. Det lyder umiddelbart, som om det er lavere," siger Dennis Kristensen til b.dk.