"Ikke i orden", "fuldstændigt uhørt" og "betænkeligt".
Fagbevægelsen er i oprør over, at regeringen blander sig i lærernes arbejdstid ved at fastslå, at lærerne skal arbejde mere.
Sådan lyder kritikken nu fra en række fremtrædende fagforeningen, skriver Børsen.
Regeringen har fremlagt et udspil til folkeskolereform, som lægger op til, at skoleeleverne får markant mere undervisning end i dag. Det vil kræve, at de nuværende overenskomster for lærernes arbejdstid ændres.
Dermed blander regeringen sig i overenskomstforhandlingerne, og det er ikke i orden, mener fagbevægelsen.
- Kan man gøre det her, kan man gøre det på andre områder ved andre faggruppers overenskomstforhandlinger, og det bekymrer mig rigtig meget, siger BUPL-formand Henning Pedersen til Børsen.
Grete Christensen, formand for Dansk Sygeplejeråd, siger, at det "ikke er i orden" at blande sig i overenskomststof.
- Hvad er der så tilbage til os som ansvarlige overenskomstparter at forhandle, hvis regeringen lovgiver om det, der er aftalt stof?, siger hun til Børsen.
Også socialpædagogernes formand Benny Andersen kalder det "betænkeligt, hvis man dikterer en bestemt overenskomstmæssig løsning og forudsætter det som en del af en reform, når man ikke selv er forhandlingsmodpart."
Socialdemokraternes politiske ordfører Magnus Heunicke kan dog ikke se problemet.
- Vi vil forholde os retten til at komme med politiske udspil og initiativer, der forbedre de ting i Danmark, vi gerne vil forbedre. Folkeskolen er ét eksempel, vi vil også gerne forbedre sundhedsvæsenet. Jeg synes, det er helt rimeligt, at vi lægger vores planer frem, siger han til Børsen.