Jobtatoveringer er populære, fordi vi er stolte af vores job. Det bør fagbevægelsen tage til efterretning, mener Peter Koch Palshøj, der er partner i rådgivningsvirksomheden, Rhetor.
"Fagene skal ikke kun tatoveres på armene. Fagene skal også tatoveres hen over fagforeningernes hjemmesider og i medlemsblade. Og lederne skal tale om fagene og den faglige stolthed," siger Peter Koch Palshøj.
Som beskrevet i Avisen.dk de seneste dage er det igen blevet populært at få tatoveret jobrelaterede symboler på sin krop. Det er med til at understrege den faglige identitet, lyder det fra Rhetor.
Rådgivningsvirksomheden har gennem flere år kortlagt den faglige identitet i flere undersøgelser med fagforbundene, hvor flere hundrede medlemmer har deltaget. Undersøgelserne viser, at vi gerne vil være i en fagforening med andre, hvor faget er i højsædet.
'Tag ordet fag alvorligt'
Derfor peger undersøgelserne også på, at man er bedre til at holde på medlemmerne i de LO-forbund, hvor man synliggør fagene. Det er samme tendens, som giver fremgang til eksempelvis akademikerfagforeninger med fælles faggrundlag.
"Jobtatoveringerne og den stolthed, der følger med, må være et wake-up-call for fagbevægelsen. Tiden er inde til, at LO-forbundene igen tager ordet fag alvorligt," siger Peter Koch Palshøj.
Peter Koch Palshøj uddyber, at det faglige for mange ledere i fagforeningerne handler om endnu flere gode aftaler for medlemmerne. Men for danskerne på arbejdspladsen handler det faglige om faget - om tomatplukning eller opsætning af el-installationer.
"Mange LO-forbund er i dag en samling af mange fag. Nu må det handle om respekt for håndværket og den engagerede medarbejder. Det bør LO-fagbevægelsens ledere tale lige så meget om som overenskomster og problemer," siger Peter Koch Palshøj.
LO: Den faglige identitet er det vigtigste
Den faglige identitet er allerede et af de vigtigste emner for fagbevægelsen.
"Vi prøver ihærdigt at sætte fokus på den faglige identitet. Det er det, der er vigtigt for medlemmerne," siger Lizette Riisgaard, der er næstformand i LO.
Hun er glad for, at medlemmerne er stolte af deres arbejde.
"Uanset hvad det er for et fag, skal man være stolt af det, man laver, Det er også helt fremme i vores arbejde. En af de vigtigste opgaver i fagbevægelsen er samspillet mellem den faglige identitet og overenskomster," fortæller Lizette Riisgaard.