Danskerne er blevet bedre til at lade bilen stå, når de har drukket.
I hvert fald bliver færre sigtet for at køre spirituskørsel end tidligere.
Det viser nye tal fra Rigspolitiets Nationale Færdselscenter, skriver MetroXpress.
Nyheden bliver modtaget med glæde hos Rådet for større Færdselssikkerhed. Specialkonsulent Pernille Ehlers tror, at vi er begyndt at se mere ned på spritbilister.
"Det ene er selvfølgelig, at vi har kørt kampagner igennem mange, mange år, og det har fået folk til at se mere ned på spritkørsel. Det andet er, at straffen for spritkørsel blev sæt væsentligt op i 2005, og det har måske haft en indflydelse på folks adfærd," siger hun til Newspaq.
Hun tilføjer, at politiet også har fået nye og bedre alkometre, som giver borgeren et indtryk af, at der er bedre kontrol.
For fem år siden blev 16.400 sigtet for spritkørsel, mens det sidste år kun var knap 14.000. Og i år forventer Rigspolitiet, at kun 12.000 vil blive sigtet for at køre spritkørsel.
Hvert år foretager politiet landsdækkende kontroller for at nuppe bilister med en for høj promille, og faldet i sigtelser skyldes ikke, at der er blevet færre kontroller.
"De landsdækkende kontroller er stort set de samme med 9-10 om året. Og de foregår på samme tidspunkt. Om faldet skyldes kampagner, eller at folk selv er blevet mere bevidste om, at de ikke skal køre spirituskørsel, er ikke til at sige," forklarer Per Lundbæk, vicepolitikommissær i Rigspolitiets Nationale Færdselscenter.
Det er især her om sommeren, at der sker mange ulykker, hvor en bilist har drukket.
I 2007 blev 112 personer dræbt i en trafikulykke, hvor alkohol var involveret.