Danske lønmodtagere er mindre plaget af sygdom.
Ifølge en opgørelse fra brancheorganisationen DI har 23 pct. af de private virksomheder haft et fald i sygefraværet i 4. kvartal sidste år sammenlignet med samme periode i 2008.
Kun 8 pct. af virksomhederne oplevede stigende sygefravær, skriver Jyllands-Posten.
Chefkonsulent i DI Thomas Qvortrup Christensen finder intet grundlag for at konstatere, at ansatte pga. krisen har større frygt for at blive fyret, og derfor undlader at sygemelde sig.
"Faldet skyldes især en målrettet indsats mod sygefravær," siger han og understreger, at over halvdelen af virksomhederne har igangsat nye aktiviteter for at få antallet af sygedage bragt ned inden for det sidste år.
Det drejer sig bl.a. om motion og uddeling af frugt. Mange virksomheder har også gjort op med tabuet om, at sygefravær og arbejde ikke udelukker hinanden.
"Mange chefer har således hidtil været i tvivl om, hvorvidt de har kunnet ringe til en sygemeldt efter en uges tid for at spørge, hvordan det går. Men sådanne opringninger har helt klart en positiv effekt," siger Thomas Qvortrup Christensen.
HK's formand, Kim Simonsen, tror dog ikke på, at det er ledelsesmæssige tiltag, der har fået antallet af sygedage bragt ned.
"Undersøgelsen er gennemført i en periode, da ledigheden blev fordoblet. Det får mange til at frygte for deres job, og vi har en række eksempler på, at sygemeldinger har medført fyringer. Det får os til at tro, at mange måske vælger at gå syge på arbejde frem for at sygemelde sig, sådan som de burde," siger han til Jyllands-Posten.
Ansatte i det private har i gennemsnit ni sygedage om året.
Undersøgelsen bygger på en rundspørge til 566 virksomheder.