Der var 90.563 ansøgere til videregående uddannelser i år. Det er et fald fra sidste år på 3,7 procent ifølge ministeren.
Det skriver uddannelses- og forskningsminister Søren Pind på Twitter.
Tallet kan ændre sig marginalt i de kommende dage, i takt med at ansøgningerne bliver bearbejdet.
- Vi har toppet - nu handler det om kvalitet. Good luck!, skriver Søren Pind på det sociale medie.
Sidst år var der 94.744 ansøgere ifølge Den Koordinerede Tilmelding. 66.439 af dem blev optaget.
- Der er fantastiske muligheder for at uddanne sig i Danmark og at vælge uddannelse er et af de vigtigste valg, man som ung træffer. Det er godt, at unge gerne vil uddanne og dygtiggøre sig.
- Uddannelse klæder dig på til livet som deltagende borger og giver dig nye evner og nye færdigheder, som åbner døre til utallige muligheder. Det bliver spændende at se, hvilke uddannelser de unge har søgt ind på, skriver Søren Pind i en pressemeddelelse.
Antallet af ansøgere på kvote 2, der blev offentliggjort tidligere i år, viste en mindre fald til 56.042. Det var specielt ansøgere til erhvervsakademierne og professionsbachelorer, der faldt.
Torsdag offentliggør ministeriet, hvilke type uddannelser der er ansøgt.
Hos Dansk Industri glæder man sig over, at antallet af ansøgere er faldet.
- Mere end 60 procent af en ungdomsårgang forventes i dag at få en videregående uddannelse og 27 procent en universitetsuddannelse, og derfor mener vi ikke, at der er behov for at optage flere på de videregående uddannelser.
- Derimod er det helt afgørende, at langt flere unge vælger de erhvervsrettede videregående uddannelser, siger underdirektør i DI Charlotte Rønhof.
Aarhus Universitet skriver i en pressemeddelelse, at man har modtaget 26.753 ansøgere, hvilket er på niveau med sidste år.
- Det er en stor glæde, at så mange unge prioriterer Aarhus Universitet, når de vælger uddannelsessted.
- Vi har et attraktivt udbud af uddannelser og et stærkt studiemiljø - både fagligt og socialt, og det tiltrækker mange ansøgere, skriver Berit Eika, prorektor for uddannelse ved universitetet.
/ritzau/