Antallet af danskere, der har valgt en tilværelse på efterløn under finanskrisen, afslører ikke, at det har knebet med at finde arbejde.
Selvom arbejdsløsheden blandt de 55-59-årige er fordoblet på to år, er tilgangen til efterlønsordningen faldet brat.
I årets første halve år gik 15.694 på efterløn, og det svarer til 1.000 færre end i første halvår 2008. I samme periode er andelen af 60-64-årige på efterløn faldet fra 39 procent til 36 procent, skriver Dansk Arbejdsgiverforenings nyhedsbrev, Agenda.
Peder J. Pedersen, professor i økonomi ved Aarhus Universitet og tidligere medlem af Arbejdsmarkedskommissionen, forklarer udviklingen med, at der generelt er flere ældre, der vælger at blive på arbejdsmarkedet.
"Det er en trend i OECD-lande, som kommer efter en langvarig nedgang i erhvervsfrekvensen for de ældre på arbejdsmarkedet, " siger Peder J. Pedersen til Agenda.
Blandt de godt 15.000 nye efterlønsmodtagere kom 81 procent af dem fra beskæftigelse. år. I første halvår 2005 var det kun 62 procent, der gik fra job til efterløn.