Tyrkiets indenrigsminister, Idris Naim Sahin, nedjusterer antallet af dræbte efter søndagens voldsomme jordskælv i det østlige Tyrkiet.
I går frygtede Kandilli-observatoriet, at flere end 1.000 mennesker havde mistet livet, men indtil videre er der "kun" tale om 217 dræbte, skriver Reuters.
Flere hundrede savnes dog stadigvæk, mens mindst 1.090 er sårede. Redningsarbejdere leder fortsat efter overlevende.
Jordskælvet blev i første omgang målt til 6,6 på Richter-skalaen, men er siden blevet opjusteret til 7,2. Området er efterfølgende blevet ramt af flere voldsomme efterskælv. Et af dem målte 5,1 på Richterskalaen og frygtes at have dræbt og såret hundredevis af mennesker.
Jordskælvets epicenter lå 35 kilometer nordøst for byen Vans der har 380.000 indbyggere, hvoraf 100 har mistet livet. Værst er det gået udover byen Ercis, hvor 117 personer ind til videre er rapporteret dræbt.
USA har tilbudt Tyrkiet nødhjælp. Det samme har Israel, men tilbudet er blevet afslået.
Kilde: reuters