Det er blevet sikrere at bevæge sig ud på de danske veje og stræder. Sammenlignet med samme periode sidste år er der nemlig væsentlig færre dræbte i trafikken i første halvår af 2009.
Det viser en foreløbig opgørelse fra Rådet for Større Færdselssikkerhed, ifølge politiken.dk.
Tallet for i år er 143, mens det tilsvarende tal i 2008 var 207 dødsfald i trafikken.
Tallene viser også, at det største fald i dødsstatistikken er sket blandt dem, der traditionelt er mest udsatte, når det går galt i trafikken - de såkaldte bløde trafikanter som knallertkørere og cyklister.
Dog gælder det ikke de allermest udsatte.
"Bortset fra fodgængere er der faktisk tale om et fald i antallet af dræbte over hele linjen," siger dokumentationschef i Rådet for Større Færdselssikkerhed, Jesper Sølund, til politiken.dk.
Jesper Sølund understreger dog, at tallene endnu er foreløbige og uofficielle.