På trods af at den danske sommer har haft både VTEC-bakterien og pølsegift på besøg, så er fødevaresikkerheden høj i Danmark, og der er faktisk færre, der får madforgiftning nu end for ti år siden. Det viser tal, som Berlingske er i besiddelse af.
"Generelt ser det godt ud med fødevaresikkerheden. Vi havde et meget stort udbrud af salmonella i 2008, men i 2010 var antallet det laveste siden midten af 80'erne," fortæller dyrlæge Gudrun Sandø, specialkonsulent i fødevarestyrelsen.
En væsentlig årsag til de pæne tal er, at man i adskillelige år har haft fokus på oplysning om salmonellabakterien - en bakterie der er den hyppigste årsag til madforgiftning her i Danmark.
De to nylige tilfælde med alvorlige indlæggelser på grund af mistanke om den såkaldte pølsegift eller botulisme er yderst sjældne.
"Hvis det viser sig, at der er hold i mistanken om de to personer, der er ramt af botulisme, vil det være sensationelt. Der har kun været fem tilfælde fra 1980-2007."
Kilde: Berlingske