Par, der gerne vil adoptere, skal væbne sig med tålmodighed. Der kan nemlig være helt op til tre års ventetid på ønskebarnet.
Det skyldes, at mange flere sydeuropæere søger adoptivbørn, og det forsinker danskernes ansøgninger.
"De ligger og venter i bunken sammen med mange andre hos myndigheder og organisationer," siger Tove Vase, afdelingsleder i adoptionsbureauet AC Børnehjælp, til Radioavisen.
AC Børnehjælp har gennem de seneste 10 år formidlet 300-400 børn om året, men i 2008 kom blot 225 børn til Danmark.