Der er godt nyt, når det kommer til børnedødelighed herhjemme.
De seneste tal viser, at der sidste år døde 103 børn på grund af misdannelser og kromosomafvigelser. Året før døde 45 flere, skriver Kristeligt Dagblad.
Årsagen til den positive udvikling er et udvidet tilbud om fosterdiagnostik, fortæller overlæge Olav Bjørn Petersen på Center for Føtal Medicin og Ultralyd på Århus Universitetshospital.
"Det gælder blandt andet hjerteområdet, som er årsag til de allerfleste dødsfald. Der kan det være direkte livsreddende, at vi kender sygdommen inden fødslen, så vi står parat til at operere børnene med det samme," siger han til Kristelig Dagblad.
Udviklingen glæder også formand for Jordemoderforeningen Lillian Bondo.
"Jeg synes, det er en god nyhed. Jeg kan ikke se nogen fordel ved, at moderen går graviditeten ud med et udsigtsløst resultat. Jeg synes også, det er rigtig godt, hvis vi redder et stort antal fostre, som ubehandlede ellers ville dø af manglende respiration eller hjerteproblemer."