En overfyldt færge, der kæntrede ud for det sydlige Bangladesh fredag, har indtil videre trukket 63 mennesker med sig i døden.
Mindst 25 døde børn er blevet hevet op af vandet, fortæller den lokale politichef, der er ansvarlig for eftersøgningsarbejdet, til cnn.com.
20-25 mennesker savnes stadig og frygtes nu omkommet.
Færgen havde plads til 1500 passagerer, men mindst 2000 var stuvet sammen ombord på båden på vej fra hovedstaden Dhaka til deres hjem i Bhola for at tage del i fejringen af den muslimske festival Eid al-Adha.
Båden fik overvægt og kæntrede, da en gruppe passagerer ville stige af. Politi og brandmænd hastede til ulykkesstedet for at hjælpe, da mange af passagererne var fanget under dæk.