Rockere og andre bandemedlemmer skal have hjælp til at starte et nyt liv, hvis de hjælper med at få dømt medsammensvorne bandemedlemmer. Det mener formanden for Kriminalforsorgsforeningen John Hatting, skriver flere medier.
"Vi skal i enkelte tilfælde kunne tilbyde afhoppere fra banderne ny identitet, så de efter endt straf bliver i stand til at starte på ny. Det vil ikke kun være til gavn for den enkelte, men også samfundet, der slipper af med et topkriminelt menneske," foreslår John Hatting.
Udmeldingen kommer efter, at det er kommet frem, at afhoppere svigtes i fængslerne, når de afsoner deres straffe. Det har fået justitsminister Lars Barfoed til at undersøge afhopperes vilkår i fængslerne. Det glæder John Hatting, der gerne vil give sit besyv med til ministeren.
"Konkret vil jeg foreslå ministeren at oprette en række mindre afdelinger forskellige steder i landets lukkede fængsler, som alt efter behov kan åbne og lukkes hurtigt ned igen," siger John Hatting.